PrintPrint

Årskonference 2014 - følg link


Årskonference den 2. og 3. december 2013

Borgercentrisk e-sundhed – fiktion eller fakta?


Ønsker om ”patienten i centrum”, ”sammenhængende patientforløb” og ”tværsektoriel forløbskoordination”, ”bedre forebyggelse og opsporing” og ”højere effektivitet” høres for tiden ofte i den offentlige debat. Det drejer sig om den videre udvikling af vores sektoropdelte sundhedsvæsen, der spænder fra supersygehuse til det borgernære sundhedsvæsen. Sundhedsvæsenet er i disse år under forandring og bevæger sig i retning af et egentligt e-sundhedsvæsen. Dette indebærer grundlæggende nye muligheder for at levere e-sundhedsydelser, der ikke nødvendigvis primært er motiveret af administrative og finansielle gevinster, og det fordrer, at it virker for den enkelte i den kliniske arbejdsdag, og når borgernes behov opstår i hverdagen.  Fremtidens sundhedsydelser, herunder opsporing, diagnostik, behandling, monitorering, forebyggelse, rehabilitering og palliation -  har potentiale for at blive fremmet bl.a. gennem virtualisering.

  • Hvad betyder det i forhold til f.eks. sundhedsfagligt behandlingsansvar og organisering, patientinvolvering/empowerment, opgaveflytning, kvalitet og økonomisk regulering?
  • Og hvad er visionerne i forhold til udfordringer med kroniker- og ældrebølgen vi ved står lige for døren?
  • Kan vi og tør vi bruge e-sundhed på en innovativ og værdiskabende måde og derigennem ændre på ”business as usual”?

E-sundhed, der er den danske oversættelse af det engelske begreb eHealth, er alment brugt og defineres og anvendes derfor også i flæng, formelt såvel som uformelt, og ofte også underforstået. I E-sundhedsobservatorie-regi definerer vi e-sundhed bredt og i tråd med EU-Kommissionen:
eHealth is the use of modern information and communication technologies to meet needs of citizens, pa-tients, healthcare professionals, healthcare providers, as well as policy makers. (e-Health Ministerial Declaration, 22 May 2003)

Mere specifikt forstår vi e-sundhed som anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi til at understøtte samspillet mellem patienter og udbydere af sundhedsydelser, udveksling af information, overførsel af data fra en institution til en anden, indbyrdes kommunikation mellem patienter eller mellem ansatte i sundhedsvæsenet. E-sundhed omfatter også informationsnetværk i sundhedssektoren, ledelsesinformation, elektroniske patientjournaler, telemedicintjenester, personlige ”wearables” og bærbare kommunikationssystemer til at overvåge og hjælpe patienter.

I dagens Danmark anses e-sundhed som et af de vigtigste elementer i transformeringen af sundhedsvæsenet mod:

  • øget borger/patient-empowerment – borgeren/patienten (og pårørende) skal understøttes i at være mest mulig aktiv og deltagende i forebyggelse og behandling af egen hel-breds/sygdomstilstand
  • øget kvalitet i behandling og et sammenhængende patientforløb baseret på effektiv koordination af sundhedsindsatser, der i videst muligt omfang er evidensbaserede og gennemførlige
  • øget ressource-effektivitet gennem bedre forebyggelse, øget kvalitet og opgaveflytning, så vigtige sundhedsydelser i det enkelt patientforløb udføres rettidigt, velkoordineret og af kvalificerede aktører, herunder patienten selv

I en europæisk undersøgelse af udbredelsen af e-sundhed i en række lande ligger Danmark helt i top på de fleste parametre. Alle hospitaler har installeret WiFi og har systemer til at håndtere journalinformationer, røntgenbilleder, styre medicinering mm. Alle praksislæger anvender computere til at føre journal, sende recepter, henvisninger og afregne økonomi med regioner. Nationale databaser til kliniske informationer, recepter og snart røntgenbilleder er i drift. Det er svimlende datamængder der hver dag registreres, kalkuleres og kommunikeres – det er vi åbenbart rigtig gode til. Imidlertid er der ikke gode opgørelser over hvilke værdier der skabes af denne intense datatrafik!

Patienter, pårørende, sundhedsfaglige, it-professionelle og ledelsesansvarlige har forskellige behov for information til at understøtte forebyggelse, diagnostik, behandling og pleje samt drift af systemer.

E-sundhedsobservatoriets årskonference formidler et samlet billede af vigtige resultater inden for e-sundhed i Danmark. På baggrund af det overordnede tema og en række undertemaer indsender deltagere, der arbejder med e-sundhed, korte beskrivelser af de erfaringer og budskaber, de ønsker at dele med fagfæller, hvorefter programmet bliver tilrettelagt. Undertemaerne skitserer en række specifikke områder, hvor der aktuelt er stor aktivitet med at udvikle e-sundhedssystemet.